Tiltræk de rigtige kandidater – allerede med jobopslaget
Tiltræk de rigtige kandidater – allerede med jobopslaget
Det starter med opslaget – og det gør en forskel
Mangler du kvalificerede ansøgere? Får du mange irrelevante profiler? Så er det måske tid til at kigge selve jobopslaget efter i sømmene.
For det er ikke bare et formelt dokument. Det er din virksomheds første møde med en potentiel ny kollega. Og hvis du rammer ved siden af her, risikerer du at tiltrække de forkerte – eller slet ingen.
Som leder eller HR-ansvarlig i en mindre virksomhed har du ikke nødvendigvis 100 kandidater at vælge imellem. Til gengæld har du muligheden for at ramme plet, hvis du tør være ærlig, konkret og vise lidt mere af jer selv.
Det kandidater virkelig vil vide
Ifølge Kandidatanalysen 2025 (Ballisager, 2025) er det især tre ting, kandidater ønsker at læse i et jobopslag:

Hvad indeholder jobbet konkret?
På trods af at det er det, de fleste jobopslag faktisk skriver om. Efterspørger mange kandidater en tydeligere beskrivelse af arbejdsopgaverne, de forventede kompetencer og succeskriterierne for stillingen. Kandidater vil gerne vide, hvordan en typisk arbejdsdag ser ud – ikke bare have en liste med “ansvarsområder”.
Hvad er lønnen?
Der er mange gode grunde til, at virksomheder ikke skriver lønnen i sine jobopslag. Men der er saftsuseme også mange gode grunde til at gøre det. Hele 30% savner, at lønnen tiltales i jobopslaget, så mon ikke der er en måde at komme omkring det på, så det nævnes men uden specifikke tal?
Hvordan bliver der ledet?
16% vil gerne have et indblik i ledelsesstilen. Det er klart – det giver tryghed og gør det lettere at vurdere, om man passer ind. Hvad kan man forvente som medarbejder – støtte, frihed, struktur? Måske har man dårlige oplevelser i bagagen og vil være sikker på et godt match.
Èn ting er klart: Jobopslaget er ikke bare en ønskeseddel fra jer til kandidaten – det er lige så meget jeres chance for at vise potentielle kolleger, hvem I er.
Sådan skriver du jobopslag, der virker
Du har læst så langt nu – du vil gerne tiltrække de rigtige profiler til virksomheden. Så tænk mindre på “hvad vi har brug for” – og mere på “hvad vi kan tilbyde”. Paradoksalt nok kommer det til at give jer, hvad I har brug for.
Her er fire enkle greb, du kan bruge allerede i næste opslag:
- Gør jobbet levende
Beskriv opgaverne konkret og med eksempler. Tænk i billeder: Hvordan ser en mandag formiddag ud hos jer? Hvilke opgaver fylder mest? Det gør det lettere for kandidaten at forestille sig selv i rollen. - Vis hvem I er
Fortæl med få ord, hvad jeres virksomhed står for. Det behøver ikke være en missionserklæring – bare noget ærligt og menneskeligt. Hvad motiverer jer? Hvilken kultur dyrker I? - Giv et indtryk af hverdagen og ledelsen
Skriv lidt om jeres måde at arbejde sammen på. Er der faste møder? Høj grad af frihed? Tæt dialog med ledelsen? Det er især her, mindre virksomheder kan gøre en forskel – fordi I ofte har netop dét, mange kandidater efterspørger. - Stop med at danse om den varme grød
Få italesat løn (hvis relevant) – det bliver for øvrigt snart et lovkrav. Løn efter kvalifikationer er ikke optimalt, men det er altså bedre end ingenting.
Sæt tonen rigtigt fra start
Det rigtige match begynder med det første ord i jobopslaget. Og det gode er, at I ikke behøver være store eller smarte for at gøre det godt – I skal bare være tydelige, ærlige og lidt mere jer selv.
Kandidater i dag leder ikke bare efter et job – de leder efter et sted, de kan høre til. Så vis dem, hvem I er.
Klar til at ramme plet med næste opslag?
Hos SmartEvaluering hjælper vi dig med at forstå, hvad dine medarbejdere værdsætter – og hvad nye kandidater tiltrækkes af.
Brug vores indsigter til at skrive jobopslag, der taler til de rigtige – og få profiler, der matcher både opgaven og jeres kultur.
