Sådan får du 85 % svarprocent i dine medarbejdermålinger
Sådan får du 85 % svarprocent i dine medarbejdermålinger
Derfor daler din svarprocent
Vi skal lige forstå problemet først, så vi kan forstå løsningen:
Du sender spørgeskemaet ud, sætter et par remindere på – og krydser fingre for, at medarbejdere svarer. Du ender med en flad svarprocent, og det er svært at vide, om resultaterne reelt siger noget brugbart.
Forklaringen? Mange medarbejdere oplever, at deres svar forsvinder i et sort hul. Der bliver aldrig fulgt op. Der bliver aldrig handlet. Og så tænker man: “Hvorfor skulle jeg bruge tid på det her?”
Det handler ikke kun om at spørge. Det handler om, hvad medarbejderne oplever, der sker bagefter – sker der intet, har de ingen motivation for at sige noget en anden gang.
Sådan løfter du svarprocenten markant
Skab mening og formål
Fortæl medarbejderne hvorfor I laver målingen, og hvad I håber at få ud af den. Vær konkret og personlig i jeres kommunikation.
Ledelsen skal walk the talk
Hvis du som leder ikke selv tager målingen alvorligt – hvorfor skulle dine medarbejdere så? Din adfærd sætter standarden. Det gælder både, når du introducerer målingen og følger op på den.
Del resultaterne åbent
Gennemsigtighed skaber tillid. Vis medarbejderne, hvad der kom ud af målingen – både det positive og det udfordrende. Det er bedre at dele “halvdårlige” resultater end slet ingen.
Forklar prioriteringerne
Når I beslutter, hvad der skal handles på – og hvad der må vente – så forklar hvorfor. Det viser respekt for medarbejdernes input og skaber forståelse for organisationens valg.
Brug nudging og teknik med omtanke
Automatiske remindere og smart skema-design kan løfte dig til omkring 60 % svarrate. Men for at komme over 85 %, skal du arbejde med den menneskelige motivation – ikke kun teknikken.
Gør det nemt og trygt
Sørg for anonymitet, nem adgang til skemaet og et tydeligt tidsestimat. Og undgå at sende målinger midt i årets mest travle perioder.
Vis, at svarene gør en forskel
Når medarbejdere oplever, at deres input fører til handling, vokser motivationen markant. Det skaber en positiv spiral af deltagelse og forbedring.
Hvad gør du nu?
Hvis du vil op på 85 % svarprocent og samtidig styrke tilliden i organisationen, skal du fokusere på gennemsigtighed, ægte formål og aktiv ledelsesinvolvering. Det handler ikke om at mase medarbejderne men om at motivere.
Hvad gør du så med den undersøgelse, du allerede har lavet, og som kun har 50% svarrate?
Læs artiklen her om, hvordan du får det bedste ud af få data.
